I det lille pizzaria Pizze de Lazio herskede der en uhyggelig stilhed. Den ellers så livlige duft af bagt dej og smeltet ost var erstattet af en tyngende atmosfære af forfald og svigt.
Fødevarestyrelsens inspektør, den frygtindgydende inspektør Larsen, stod i døråbningen med et skepsisfyldt udtryk i øjnene. Ejeren, Antonio, stod bag disken og stirrede tomt ud i intetheden.
“Nå, min gode Antonio,” sagde Larsen med en hånlig tone i stemmen. “Så ser det ud til, at din rengøringsindsats stadigvæk lader en del tilbage at ønske.”
“Men… men signor inspektør,” stammede Antonio. “Jeg troede, vi havde fået styr på det hele.”
Larsen rystede på hovedet. “Desværre, Antonio. Din kølebord ligner en krigszone, din emhætte er proppet med et årtis støv, og dit køkkengulv ligner en slagmark efter en tomatkamp. Og så er der lige det dér skimmelangreb i din opvaskebakke…”
Antonio sank modløs sammen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, signor inspektør. Jeg har prøvet alt.”
“Prøv at sætte din kone til det, måske?” foreslog Larsen med sarkasme.
Antonio kastede et længselsfuldt blik mod sin kone, Maria, der efter en lang dag med at vaske og stryge sad i et hjørne og stirrede tomt frem for sig.
“Ja, signor inspektør,” sagde Antonio. “Jeg har allerede bedt hende om hjælp. Hun er en rigtig god rengøringskvinde.”
“Ja, det håber jeg da sandelig,” snærrede Larsen. “For ellers tror jeg, du må finde dig et nyt job. Og forresten, så får du også et bødeforelæg på 5.000 kroner.”
Antonio udstødte et suk og sank sammen i fortvivlelse. Hans lille drøm om at drive et hyggeligt pizzaria var ved at smuldre lige foran hans øjne.
Og så, i det mest uventede øjeblik, skete der et mirakel.
Maria, der hidtil havde været fortabt i sine egne tanker, rejste sig pludselig og stormede mod køkkenet. Hun greb en kost og en spand og gik straks i gang med at skrubbe og vaske.
Antonio og Larsen så på i chok. Maria arbejdede utrætteligt, hendes øjne gnistrende af beslutsomhed. Hun fik styr på skimmel, støv og snavs, som var det intet.
Da hun var færdig, strålede køkkenet som aldrig før. Det var rent, skinnende og lugtede som den første dag, de åbnede pizzeriaet.
Larsen kiggede rundt med forbløffelse. “Nå, nå,” sagde han. “Det var da en dramatisk forbedring. Jeg gætter på, at fru Antonio er en… hmm… skjult rengøringsekspert?”
Antonio og Maria udvekslede et smil. “Hun er en helt,” sagde Antonio stolt.
Larsen nikkede. “I det tilfælde vil jeg ændre min vurdering til en glad smiley. Og jeg vil glemme alt om det bødeforelæg.”
Antonio og Maria jublede. De krammede Larsen og lovede at holde køkkenet skinnende rent for altid. Og sådan levede Pizze de Lazio lykkeligt til deres dages ende, alt takket være en usædvanlig rengøringskvinde med en skjult talent.