I det summende hjerte af København, hvor kulinariske fristelser tiltrak sultne besøgende, lå Diamond Rice, en asiatisk oase med en temmelig usædvanlig fortælling.
En skønne dag, med en sur smiley over indgangen, fik Diamond Rice besøg af fødevarestyrelsens udsendte. Hvad der skulle have været en rutinekontrol, udviklede sig hurtigt til et køkkenmareridt.
Inspektøren løftede håndvasken i køkkenet og stirrede rædselsslagen ned på en fortabt kondibøtte med champignon, fanget som en vred ork i en heroisk kamp mod vasken. Han skældte ud som en vred drage, og Diamond Rices personale måtte krympe sig som lurvede væsener.
“Rengøringen! Uforskammet!” tordnede inspektøren, mens han ildrøde øjne svævede over det smudsige gulv, de fedtede døre og de uhyggelige belægninger på tætningslisterne. “Politianmeldelse!” råbte han, og et gisp gik gennem køkkenet.
Udenfor samlede en flok forfærdede forbipasserende sig for at læse den frygtelige kontrolrapport. Et svirrende kor af latter og hånfulde kommentarer ramte Diamond Rices ømme ører.
“Fedtede bøtter og gammel kød!” kvidrede en fræk gammel dame. “En svinesti!” skreg en vred ung mand.
Da politiet ankom til scenen, var Diamond Rices personale tvunget til at overgive sig til skammen. De blev ført væk i håndjern, mens forbipasserende klappede og jublerede.
Og således blev Diamond Rice, kendt som byens mest usle køkken, et sjældent syn – en sur smiley, der forevigede en kulinarisk katastrofe, der aldrig ville blive glemt.