På Ekolu Poke Bowl Bar var der panik i køkkenet. Den frygtede kontrolrapport fra fødevarestyrelsen var landet med et brag.
“En sur smiley? Åh nej!” udbrød kokken, Peter. “Vi har knoklet i ugevis for at få det sted her til at skinne!”
“Bare rolig, folkens,” sagde chefen, Mia. “Vi skal bare fjerne noget skidt og nullermænd, så er vi på den sikre side.”
Men det var nemmere sagt end gjort. Køkkenet lignede en slagmark med hvide splat, rustne køleskabe og skimmel i kølemontren.
“Hvordan har I ladet det komme så vidt?” spurgte fødevarestyrelsens inspektør, Fru Jensen, med en streng mine.
“Vi har bare været lidt travle,” stammede Mia. “Og vores opvaskemaskine gik i stykker i sidste uge.”
Fru Jensen rystede på hovedet. “Uanset hvad er der ingen undskyldning for at servere mad i sådan et svineri.”
“Men vi laver rent hver dag!” forsvarede Peter sig.
“Ja, men det ser ikke ud til at have været så effektivt,” svarede Fru Jensen tørt.
Det var da, at Peters telefon ringede.
“Ekolu Poke Bowl Bar,” sagde han i telefonen.
“Ja, det er herfra. Hvad? En bødeforelæggelse på 5.000 kroner? Det er jo røveri!”
“Desværre er det ikke os, der bestemmer reglerne,” sagde Fru Jensen. “I må tage konsekvenserne af jeres uhygiejniske forhold.”
Stemningen var trykket. Ekolu Poke Bowl Bar var nu dømt til sur-smiley-skam for al offentligheden.
“Nå, så har vi vist fået en sur citron at sluge,” sagde Mia trist. “Men vi lærer af vores fejl.”
Og således begyndte det store rengøringsmarathon på Ekolu Poke Bowl Bar, hvor hvert hjørne og sprække blev sakset igennem. Og fra den dag fremefter sværgede de ed over at servere spidsfindig rent poke til deres kunder – selvom en eller to gule fedtdråber måske fortsatte med at skjule sig i de mørkere kroge.