I den hyggelige by Frederikshavn, hvor duften af friskt havvand plejede at blande sig med den lokkende aroma af nyrøget pålæg, havde en lokal slagteforretning for nylig fået en hilsen fra fødevarestyrelsen i form af en sur smiley.
Bag disken stod den forbløffede slagter Louise Karlsen, der læste rapporten med blandede følelser. Angsten over en potentielt lukningsrisiko blandede sig med en snert af forargelse og en underlig trang til at grine.
“Kødkasser med kød står direkte på gulvet i fryserummet,” lød det anklagende. “Det er jo kun en brøkdel af døgnet – og vi rengør det jo!,” tænkte Louise.
“Der er adgang til håndvask med sæbe og engangspapir,” lød en anden bemærkning. Louise smilede ironisk. “Heldigvis. Ellers ville vi nok være blevet lukket på stedet!”
Men så kom den virkelige øjenåbner: “Hylder med rust og gamle produktrester, hvor der står røde kasser med tarme til spegepølser. I kasserne er der mange sorte produktrester/sod fra røgeovnen.”
Louise gik ud i slagteriet og stirrede på de omtalte hylder. Ja, de kunne nok trænge til en grundig rengøring. “Men hey,” sagde hun højt, “det giver jo lidt karakter!”
Kontrolrapporten fortsatte med at liste “sort løstsiddende snavs over frituresteger” og “snavs og gamle slimede produktrester” i salgsmontren. Louise sukkede. “Ok, det er måske ikke så appetitligt. Men vi er jo en slagterforretning, ikke et apotek!”
Da Louise endelig kom til den endelige konklusion – et bødeforelæg på kr. 7.500 – brast hun ud i latter. “7.500 for at rengøre vores hylder og gulv? Det er da grotesk!”
Bestemt overlod Louise den sure smiley i montren og vendte tilbage til sit arbejde med en mystisk ro. “Vi klarer det nok,” sagde hun til sig selv. “I bund og grund er vi bare en simpel slagteforretning. Og hvis folk ikke kan klare lidt rustet jern og sorte sodrester på deres tarme, så kan de bare gå til det fine supermarked nede på gaden!”