I Gastro West Aps’ travle køkken herskede der kaos, efter at fødevarestyrelsen havde efterladt dem med en sur smiley.
“Hvordan kunne vi ende her?” stønnede kokken, Henrik. “Alt var perfekt, indtil de kom.”
“Det er pga. den ismaskine,” mumlede opvaskeren, Niels. “Den er så beskidt, at selv en måge ville flyve væk i væmmelse.”
“Og så fik vi ikke egenkontrol frem,” tilføjede servitricen, Maja. “Vi ved ikke engang, hvor koden er.”
“Men det værste er fisken,” jamrede Henrik. “Den var ikke kold nok, og nu skal vi smide den ud.”
“Vi kan ikke smide al den fisk ud!” råbte Niels. “Vi har betalt en formue for den.”
“Fortvivl ikke,” sagde Maja beroligende. “Jeg har en plan.”
Maja skyndte sig ind i kølerummet og tog fisken ud. Hun pakkede den omhyggeligt ind i aluminiumsfolie og stak den under sin trøje.
“Nu skal vi bare ud og sælge resten af fisken på gaden,” hviskede hun. “Vi bliver nødt til at gøre vores del for at redde vores rygte.”
Henrik og Niels så på hinanden med en blanding af forbløffelse og tvivl. Men de havde ikke noget valg, så de tog den indpakkede fisk og gik ud på gaden.
“Frisk fisk! Frisk fisk!” råbte Henrik.
Niels holdt skiltet op, der annoncerede deres “særlige tilbud”.
Folk stoppede op, overrasket og nysgerrige. Mange af dem købte fisk, for hvem kunne modstå et så godt tilbud?
“Det virker faktisk!” hviskede Maja. “Folk elsker det.”
De tre ansatte fra Gastro West solgte fisk i timevis, indtil de var helt udsolgt. De kom tilbage til restauranten, trætte, men sejrende.
“Vi gjorde det,” sagde Henrik. “Vi reddede vores rygte.”
“Og vi fik en masse penge,” tilføjede Niels. “Vi kan købe en ny ismaskine og få styr på vores egenkontrol.”
“Og vi har stadig vores smukke smiley,” sagde Maja med et smil.
Fra den dag blev Gastro West Aps kendt som restauranten, der solgte fisk på gaden. Og selvom de aldrig modtog en glad smiley igen, så var deres kunder loyale, og deres forretning blomstrede.