I det hyggelige Valby-kvarter blev det populære Lulu Is ApS ramt af en sur smiley, efter et besøg fra fødevarestyrelsen.
Først var der skidt og snavs på køleskabene, som om tiden var gået i stå. Indenfor var afløbsristen i ismontren så grålig og fnulleren, at man kunne have strikket en uldtrøje. Gulvet var som en sort tavle, hvor nogen havde været lidt for kreative med kridtet.
Men det var ikke alt. Baglokalet var en rodebutik, hvor hylderne svævede i støv, knivene stod i en brusende tåge, og selv emhætten havde brug for en grundig omgang.
“Få det styr på,” sagde fødevarestyrelsen med et alvorligt blik.
Så nåede vi til is-eventyret. Lulu Is havde tilsyneladende ikke helt styr på tilsætningsstofferne. Aroma og farver fløj rundt i blinde, uden nogen som helst dokumentation. Det var som om de havde spillet russisk roulette med ispinde.
“Det må vi lige have undersøgt,” sagde fødevarestyrelsen, mens de noterede ivrigt i deres rapporter.
Men der var mere. Lulu Is leverede is til andre forretninger uden sporbarhed, som en anden James Bond med en hemmelig mission. Og de manglede endda en følgeseddel, som om de leverede bananer i stedet for is.
Da fødevarestyrelsen til sidst forlod Lulu Is, hang der en sur smiley i luften. Med et bødeforlæg for manglende rengøring på 5.000 kr. og to planlagte opfølgende kontroller på vej, var det tydeligt, at Lulu Is havde brug for en grundig makeover, før smileyen igen kunne forvandles til en glad en.