I det hyggelige Hellerup slog fødevarestyrelsens inspektører til på det ellers så populære VACA. Men ak, VACA’s rengøring var faldet på et tørt sted, og inspektørerne trak deres sure smil frem.
“Under skabskølerne var der en regelret losseplads af snavs,” erklærede den ene inspektør med rynkede næser. “Og under de varme mælkekasser var gulvet som en klistret jungle.”
Den anden inspektør nikkede alvorligt. “Gulvet i liggekroken lignede et krummehav, og i opvaskemaskinen var spulearmen fedtet og lyserød som en klarinetspillende flamingo.”
“Og det værste er,” tilføjede den første inspektør, “at hylderne bagpå var belagt med fedtede saucer og dressinger af ældre dato – lige ved siden af de rene kondibøtter.”
VACA’s personale forsøgte at forsvare sig. “Vi gør alt, hvad vi kan,” forklarede de. “Vi har virkelig knoklet med rengøringen.”
Inspektørerne så på hinanden. “Vi forstår det godt,” sagde den ene, “men det her er simpelthen ikke godt nok. I får en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley.”
VACA’s personale sank modet. “En sur smiley?” udbrød de. “Men det er jo død over vores image!”
Inspektørerne trak på skuldrene. “Undskyld, det er bare sådan, det er.”
Og sådan gik det til, at VACA Hellerup kom på alles læber – ikke for sin lækre mad, men for sin snavsede rengøring og sure smiley.